I Pinse weekenden var der 32 tilmeldte til start i Kerteminde, heraf fire norske og en engelsk sejler. Formula klassen var en del af Sail Extreme, et af Nordens største jollestævner, og som sædvanlig havde Kerteminde lavet et meget flot stykke arbejde med forberedelserne. Det var rigtig flot at se de 5-600 joller og de 50 store sejlbåde på vandet ud for Kerteminde.

Lørdag startede med udsættelse for vores vedkommende. Den danske vindgrænse er 10 knob og ikke 8 knob som i andre lande, og det gør det lidt sværere at få afviklet tællende sejladser. Dog kom vinden, og dommer Henrik Møhl kaldte os på vandet til første start. Startlinjen havde en perfekt bagbords fordel og var meget kort, så man skulle virkelig være fremme i skoene for at få en god start.

Jeg tog en bagbords start og kom ok af sted i fri luft. Oppe ved toppen rundede Nikolaj Kruppa og jeg på samme tid med Torben Kornum lige i hælene. Nikolaj rundede som 1’er og jeg 2’er ved bundmærket. Jeg vandt sejladsen, Nikolaj blev 2’er og min far 3’er. Jeg var ret stolt over at se min far (Torben) slå store navne som Kasper Juul, Christian Justesen og ikke mindst stævnets nr. 3, Martin Funch, som viste topform til stævnet.

Anden sejlads startede umiddelbart efter, og her var vinden frisket yderligere op. De store drenge havde stadigvæk 12,0 på, og jeg havde det perfekt med 10,7. Starten gik og flere havde fået øje for fordelen ved at starte bagbord. Faktisk så mange at stybords-sejlerne så en smule skræmte ud da ¾ af feltet kom blæsende på bagbord mod linjen. Det blev igen et meget intenst ræs. I toppen lå Kasper Juul, Nikolaj Kruppa og jeg selv. Vi skiftede placeringer mange gange, men efter andet opkryds var det Nikolaj og jeg der kæmpede om førstepladsen. Jeg vandt sejladsen med Nikolaj lige i hælende. Kasper Juul blev nr. 3 og Christian Justesen fik flot 4. plads.

Efter en kort pause på land gik starten til dagens tredje sejlads. Vinden var stadig frisk i starten, men man kunne mærke at der var ved at ske noget både med retningen og styrken. Luft-temperaturen og skyerne indikerede at der var grund til at være på vagt. Efter første omgang lå jeg nummer to efter Kruppa og vi havde en komfortabel føring. Da vi rundede bundmærket var der meget let luft og jeg havde svært ved at holde brættet planende. Vi havde ikke andet valg end at køre igennem, da vi med garanti ikke ville kunne komme i gang efter en vending. Til sidst måtte jeg pumpe i forsøg om at komme ud til det næste vindbælte, hvilket aldrig lykkedes mig. Nikolaj kom derud og fandt lay-line, mens jeg havde slået ind i banen og kom fra den anden fløj ved topmærket. I mellemtiden havde en mindre gruppe bestående af Thomas Svendsen, Steen Lauritsen og Martin Funch arbejdet sig flot op gennem feltet. Ved topmærket rundede Nikolaj Kruppa 1’er, Martin Funch 2’er og Steen Lauritsen 3’er. I sidste jibe på slør slap jeg forbi Steen på trods af god board-speed forsejlede sig ned til mållinjen. Vinder af sejladsen blev Nikolaj Kruppa, nr. 2 Martin Funch og jeg nr. 3.

Martin Funch der blev nr. 3 til stævnet havde ikke kun hovedet og det taktiske med sig. Jeg kunne se at han virkelig har fået fart i brættet, og i en af sejladserne gik han højere end alle os andre.

På juniorsiden var der tæt ræs under hele stævnet. Ofte blev placeringerne afgjort på stregen. Den norske Sigurd Kalvik viste stort overskud og tog guldet i U17. De to U17-sejlere fra Skive, Simon Plougstrup og Mathias Eithz, snupppede henholdsvis 2.- og 3. pladsen og lå meget tæt. Efterfølgende placeringer gik til upcomers Sebastian Kæmpe, Frederik Ørum og Matias Kann.

Om søndagen udeblev vinden, og vi fik ikke sejlet yderligere.

Alt i alt en god weekend og som sædvanlig en god stemning blandt surferne. Der blev hygget på land og udvekslet gode historier fra internationale stævner og trimfiduser.

Stor tak til Kerteminde for det gode arrangement og ikke mindst en kæmpe tak til Henrik Møhl for det flotte arbejde på kapsejladsbanen!

Ovn. 3 billeder er © Copyright Jens Brock Johansen

Sebastian DEN-24

Rangliste Top 3 - Open

Efter 3 formula sejladser blev top 3 i Open:

  1. Sebastian Kornum / DEN-24
  2. Nikolaj Kruppa / DEN-4
  3. Martin Funch / DEN-245

Top 3 i Master:

  1. Nikolaj Kruppa / DEN-4
  2. Martin Funch / DEN-245
  3. Torben Kornum / DEN-2

Top 3 i Grand Master:

  1. Torben Kornum / DEN-2
  2. Steen Lauritsen / DEN-500
  3. Henrik Carstens / DEN-8

Rangliste Top 3 - Youth

Bedst placerede kvinde:

  1. Anissa Mohrath / DEN-85

Top 3 i Youth:

  1. Sebastian Kornum / DEN-24
  2. Christian Justesen / DEN-26
  3. Frederik Poser / DEN-80

Rangliste Top 3 - Junior

Top 3 i Junior:

  1. Sigurd Kalvik / NOR-72
  2. Mathias Eithz / DEN-181
  3. Sebastian Kæmpe / DEN-105


Samlet resultat fra rangliste stævnet i Kerteminde / Sail Extreme