Så blev anden etape af årets Young Gun Cup afviklet. Turen var kommet til Århus Windsurf Klub, som havde arrangeret solskin, vind (lidt af den), godt humør og ikke mindst god grill mad lørdag d. 11/6 – i pinse weekenden.
Det er første gang Århus Windsurf Klub, er med til at afvikle et stævne for Juniorer, så spændingen var stor blandt arrangørerne. Spekulationerne gik meget på om vinden ville tillade sejladser, hvor mange deltagere ville dukke op, kunne vi som arrangører holde styr på de unge surfere, fik vi lagt banen rigtig ud, osv. osv. Spekulationerne skulle dog vise sig at være fuldstændig sat til skamme, alt viste sig at klappe som det skulle.
Vejrudsigten var lovende, der var høj sol, 3-4 m/s fra øst, hvilket er den optimale vindretning ved Åkrogen, da det er pålandsvind. Vinden skulle tage lidt til i løbet at dagen, så der var lagt op til spændende sejladser på en halvvinds bane.
Indskrivningen fandt sted mellem 10.00 – 10.30, hvor det blev til 18 friske unge surfere. 10 i C rækken, 7 i B rækken og 1 i A rækken. Vi valgte at lade den ene i A rækken sejle med i B rækken.
Kl. 10.45 afholdte vi skippermøde. Vi havde lagt en halvvinds bane ud, som skulle sejles igennem en gang, banes længde var ca. 700 meter, så der skulle holdes fokus på de forholdsvise lange strækninger.
Vi gjorde meget ud at tegne på vores tavle, hvordan starten skulle foregå. Alle surfere fik besked på at surfe rundt i startfeltet, og time deres start, så de i max fart krydsede linien. Alle deltagere havde fanget start proceduren, både med tider og flag, så det var ren rangliste start:)
Det første heat blev skudt igang kl. 11.15. Det var C rækken, der først blev sendt på vandet. Der blev sejlet tæt ved starten, så der var lagt op til spænding. Vinden blæste omkring 3-4 m/s, så dem der havde fundet longboardet frem, var dem der klarede sig bedst.
B/A rækken blev skudt i gang lige efter C- rækkens start, og her var starten også ligesom den skulle være, alle fik timet deres start, så der var ingen tyvstarter.
Vi nåede 4 heats i hver række, inden frokost.
På land havde vores klub grillmester tændt op i grillen, så lugten af koteletter, pølser og tilhørende kartoffelsalat, fangede hurtigt de unges interesse, forældrene kunne også nyde godt af grill maden.
I pausen blev der hygge snakket, rette nogle små ting ind på udstyret. Vi afholdt et skippermøde mere, inden vi skulle på vandet, hvor vi kort informerede om, at vi påtænkte at sejle 4 sejladser mere, så vi i alt nåede op på 8. Det ville sige at der var 2 fratrækkere, hvilket motiveret dem, der havde fået knap så gode resultater før frokost, til at kæmpe for at komme nogle placeringer op.
Vinden var taget så småt til, dog ikke så meget som vi havde håbet på, men vi fik sejlet 4 heats til i hver række, og der blev virkelig gået til den i starterne, der blev kæmpet om at få den bedst mulige placering.
For at holde styr på deltagerne havde vores lokale surfbutik stillet lycra trøjer med nummer til rådighed, derudover havde vi givet de forskellige klasser farvet strimler i udhalet, så der var ingen tvivl om, hvem der sejlede de forskellige heats.
Endvidere havde et af vores klubmedlemmer stillet en motorbåd til rådighed, som fungerede som dommer båd, fra båden blev de unge sejlere, med tilråb, guidet gennem starten. Stor tak for lån af båd.
Endelig var det blevet tid til at få placeringerne fordelt, og præmierne uddelt.
Vi havde fået masser af flotte præmier fra den lokale surfbutik, Surfline, Neilpryde DK, den lokale tømrer mester Skæring Tømrer og Snedker Forretning og Spejdersport Århus.
Alt i alt en super dag, med masser af action på vandet, god hjælp fra forældre, masser af godt humør og en god og afslappet surfer stemning ved Åkrogen.
Top 3 resultater i de forskellige klasser er som følger:
Top 3 i A klassen – max 5 m2 sejl:
- Sebastian Jepsen
Top 3 i B klassen – max 6,5 m2 sejl:
- Casper Jepsen
- Casper Sloth
- Caroline Hjerrild
Top 3 i C klassen – max 8 m2 sejl:
- Mads Jepsen
- Magnus Wittrup
- Sidsel Pedersen