Der bliver masser af aktivitet på vandet, når Venø Water Stars 13-14. juni afvikler stort surfstævne fra Venø Havn. Wind- og kitesurfere fra hele Danmark er inviteret til Venø for at prøve kræfter med de forskellige surf-discipliner, som stævnet byder på.
Der bliver traditionen tro mulighed for at surferne kan deltage i Danmarks ældste og mest traditionsrige surfstævne ”Venø Rundt”, hvor både windsurferne og kitesurfere dyster i at komme først rundt om øen – en tur på i alt 25 km og som kræver stor styrke og udholdenhed. ”Venø Rundt” afvikles lørdag den 13. juni med start kl. 12 fra Venø Havn.
Topfarten for surferne, der suser henover vandet kan være helt op til 60 km/timen. Om hastighederne når så højt op på Limfjorden i den legendariske surfdisciplin speedcup, hvor surferne får målt deres topfart, afhænger af vind- og vejrforholdene.
- Speedcup er en gammel tradition, som vi med Venø Water Stars har fået stor succes med at vække til live igen. Surferne synes, det er sjovt at få målt deres tophastigheder og – ikke mindst – dyste direkte mod hinanden på fart, ligesom der er noget for publikum at følge med i fra landsiden, forklarer stævne-arranger Ulf Ibsen fra Venø Efterskole.
Surferne kan også deltage i disciplinen ”Freestyle Battle”, der henvender sig til dem, som gerne vil udfordre sig selv med alverdens vendinger og seje tricks med bræt og sejl.
Søndag 14. juni prøver de unge windsurfere talenterne af i en kapsejlads fra Venø Havn, hvor de er inddelt i tre niveauer efter erfaring og sejlstørrelse. Kapsejladsen er en del af den landsdækkende stævnerække ”Young Guns”.
Læs mere på Facebook, hvor der i løbet af stævnerne vil være live-opdateringer, samt på www.waterstars.dk.