© Copyright 2018 || Robert Hajduk – ShutterSail.com

Året 2018 stod i foil’ens tegn, hvor Foil Windsurfing blev en officiel disciplin i Dansk Brætsejler Organisation og en dansk mester kunne kåres. Foil blev også en officiel disciplin i mange andre lande såsom Tyskland, og det er klart at se at Formula sejlerne ikke kan følge under de samme vilkår. Det er tydeligt at se at Foil stadig er under udvikling, hvor nogle af de unge sejlere pludselig dukkede op med custom syet sejl, og nye foils blev taget i brug ved årets sidste stævne i Ringkøbing.
Selvom foil sejlere nu udgør den største del af kurs feltet, så bliver der stadig taget hensyn til Formula sejlerne, således at sejladser under minimums vindgrænsen jf. sejladsbestemmelserne bliver skudt af.

Vi har i løbet af året ikke haft så meget held med vinden til selve stævnerne, som har gjort det favorabelt at have foil som en disciplin. Men ikke desto mindre hjælper dette ikke på de få slalom eliminationer, som dyrkes af største delen af Danmarks windsurfere. Mange af Jer der kun sejler slalom, og ejer et stort slalom sæt (dvs. et minimum 85cm bredt board og et minimum 8.6m2 sejl), kan faktisk let deltage til stævnerne og have det sjovt sammen med alle andre på vandet. I kurs sejladserne mødes man nemlig på kryds og tværs og man udfordres på det taktiske område ved eksempelvis at vælge hvilken side af banen man vil sejle i osv. For ikke at komme ind på den altid nervepirrende start som sætter adrenalinen igang, hvis man vælger at starte bagbord.
Husk at det handler ligesåmeget om at have det sjovt og alle kan deltage – du skal blot sørge for at registrere dig ind i DBO og få et sejlnummer.

2019 er allerede startet med storm og vind til selv Wave/Freestyle sejlerne har kunne kommet på vandet, så lad os håbe og krydse fingre for at 2019 står i vindens tegn. Og vi er spændte på at se sportens udvikling.