Fredag- lørdag i Kristi himmelfartferien blev årets første wave/freestyle stævne afholdt i gunstige forhold i Klitmøller. Fredag blæste det godt til Revet på Ørhage og en dobbelteliminering i freestyle samt en singleeliminering i wave blev gennemført i gode forhold. For første gang var der åbnet op for international deltagelse, og 5 svenske friske unge fyre havde taget turen for at deltage, super fedt!

Fredag morgen kl. 9 blev der afholdt skippermøde i NASA’s klubhus. Vejrudsigten lovede vind senere på dagen, så det blev besluttet at afholde skippermøde 2 timer senere, og siden da med 1 times mellemrum, for at være klar til når vinden tog til.
I mellemtiden blev der hygget i og omkring klubhuset med bordtennis, bordfodbold og snak.

Kl. 14 begyndte vinden så småt at dreje fra SØ til S og tage til på revet, og freestylerne begyndte derfor at gøre sig klar. Asger Øgelund var første mand på vandet til en testrunde, og selvom vinden endnu var lidt ustabil, blev det besluttet at skyde freestylekonkurrencen i gang. Da vinden var en kende stødende, blev heatlængden sat op til 10 minutter og der blev sat 6 forsøg af på hver halse, til at lande 3 tricks.
Da det røde flag kom op til første heat var vinden drejet endnu en smule, og med de små rullende bølger på Revet var forholdende sat op til en super god freestyle konkurrence.

2013_05_10-11_Klitmoller_10

Første heat så Esben Borregaard Streit mod Kasper Bøttern, der som eneste junior var rykket op i A-rækken. Esben har været i Vest Australien hele vinteren og det kunne tydeligt ses med gode flaka’er, vulcans og eslider forsøg. Selvom Kasper kæmpede godt, kom Esbens mange træningstimer ham til gode og han tog sejren og avancerede til næste runde.

2013_05_10-11_Klitmoller_6
Her mødte han den forsvarende Danmarksmester Rasmus Øgelund, og i samme heat sejlede også Juniordanmarksmesteren fra sidste år, Nikolaj Klitgaard mod Asger Øgelund.
Vinden var taget endnu en smule til inden heatet, og alle sejlere var fuldt powered op.  Der blev sat mange flotte tricks i begge heats, eslidere, flaka’er, frontloops, spocks, shaka’er og meget andet. Niveauet er højt, og selv i de overpowerede forhold formåede sejlerne at sætte deres tricks.
I sidste ende blev det de erfarne freestylere fra Thurø, Ramsus og Asger Øgelund, der gik videre til winners final, mens Esben og Nikolaj skulle mødes i kampen om 3 pladsen.

Vinden blev ved med at stige og alle sejlede maxpowered i de sidste heats. Esben Streit trak endnu engang på den opbyggede rutine fra West Australien og slog Nikolaj Klitgaard i en tæt kamp om 3 pladsen.
Og selvom Asger Øgelund i lang tid var foran sin bror i winners final, blev det i sidste ende Rasmus Øgelund, der fik sat flest tricks og dermed løb med sejren i single eliminationen.

2013_05_10-11_Klitmoller_11

Efter vinderne af singleeliminationen var blevet kåret, gik det direkte videre i en doubleeliminering i freestyle. Bølgerne på Revet var ikke bygget rigtig op endnu, og med udsigt til at vinden skulle holde indtil det blev mørkt, var det værd at vente på de opbyggende bølger til wavekonkurrencen.

Første heat i doubleelimineringen så Kasper Bøttern tage kampen op mod Nikolaj Klitgaard. Klitgaard havde netop sejlet 2 heats i streg fra singleelimineringen, og måske gjorde det udfaldet, for Kasper sejlede et stabilt godt heat og kunne dermed vinde sit første heat i A-rækken, og gå videre i kampen om 3 pladsen mod Esben. Også her kæmpede Kasper bravt, men Esben var tændt, og med tricks på begge halser klarede Esben sig stærkt igennem heatet.
Asger Øgelund stod derefter klar til at tage imod Esben, og dette blev et vanvittigt tæt heat.  Begge sejlere var overpowerede, men sejlede utroligt flot i de udfordrende forhold. Asger stod 2 eslidere, men Esben var i stødet og bedre tilpas i forholdene. Med en airflaka og en vulcan kunne han avancere endnu et heat videre i doubleelimineringen, og dermed stå i finalen mod Rasmus Øgelund i kampen om guldet.

Esben havde nu sejlet 2 heats i streg, fuldstændig maxed out, og selvom han kæmpede bravt kunne han ikke stå i mod presset fra træningspartneren i Vest Australien, Rasmus Øgelund. Rasmus kom til heatet med frisk energi, og havde i løbet af de 6 første forsøg landet sine tricks. Dette indebar bl.a. airflaka 720 og oh airfunnel, og det er virkelig til at se at drengene har fået noget ud af deres vintertræning i Vest Australien.

2013_05_10-11_Klitmoller_4

Straks efter freestyle konkurrencen var blevet afsluttet, gik singleeliminationen i wave i gang. Også her var der desværre ikke nok til at oprette en junior klasse, men de tilmeldte juniorer var super seje, og stillede stærkt op i A-rækken. Også 2 piger havde meldt sig til stævnet, og også de kæmpede bravt med i A.
Forholdene var langsomt blevet bedre og bedre igennem freestylekonkurrencen, og da wave blev startet blæste det til en fin 4.2’er og gode 1-1.5 m bølger rullede på Revet. Konkurrenceformatet blev sat til 12 minutters heat med 2 tællende bølger og 1 spring.

Første heat så mange svenske sejlere på havet i kampen om pladsen i næste runde. Lucas Morten mod Kasper Bøttern, samt et ene svensk opgør med de to brødre Eric Larsson mod Ted Larsson. Alle sejlede godt, med sejl omkring 4.2 og små bølgeboards, og i sidste ende blev det storebror Eric, der gik videre sammen med Lucas Morten. I dagens andet waveheat, var der kun 1 svensker til at forsvare de gul-blå farver, og trods hård kæmpen, var det svært for Ron Johansson at sejle op mod en af Danmarks absolut topsejlere Mads Bjørnå. På anden side af heatet mødte freestylekonkurrencens nummer 3, Asger Øgelund, en stærkt sejlende Sara Sommer, der med stabilt waveriding og frontloop kunne avancere sammen med Mads Bjørnå.
Herefter blev det Louise Kollanders tur til at sejle mod Skive drengen Mathias Eitzh, mens Mads Lunøe tog i mod Lucas Morten. Eithz har virkelig fået smag for bølger og med nogle gode wavescores kunne han gå videre, sammen med en on form Mads Lunøe.

2013_05_10-11_Klitmoller_9

Derefter blev det Michal Dziewiecki tur til at gøre comeback på den danske windsurfscene, og i et tæt heat slog han vinderen af freestyle, Rasmus Øgelund, ud. I samme heat vandt Mikkel Asmussen over en ellers godt sejlende Rasmus Rask.

2013_05_10-11_Klitmoller_7

2013_05_10-11_Klitmoller_13

Sidste heat i anden runde så et rivalopgør i form af Esben Streit mod Nikolaj Klitgaard, og selvom Klitgaard sejlede godt, var det til at se at Esben havde fået nogle flere bølgetimer under boardet, hvilket gjorde han tog sejren i dette opgør. Kenneth Danielsen sejlede også mod Eric Larsson, og med store backloops og taka’er var det farvel til den sidste svensker i konkurrencen. Drengene sejlede ellers super godt, og det var fedt at se internationale deltagere. Noget vi håber meget på sker igen!

3 runde blev startet i stadig fantastiske forhold. Sara Sommer tog en hård kamp op mod Mads Bjørnå, og trods ihærdig waveriding og stærke fronloops måtte hun se sig slået af den lokale Mads.
I samme heat gjorde Mathias Eitzh også et godt forsøg på at nå top 4 mod Mads Lunøe, men Lunøe sejlede fantastisk i forholdene og avancerede dermed.

Derefter sejlede en tændt Michal Dziewiecki mod sjællænderen Mikkel Asmussen, og trods et kæmpe backloop, måtte Michal se sig slået af Mikkels stabile waveriding. I samme heat måtte Esben se sig slået af Kenneth Danielsen, der igen gjorde god figur med tweaked pushloops og stærkt waveriding.

Efter en kort pause for sejlerne blev semifinalen skudt i gang. Vinden var aftaget en smule, men drengene tog blot større sejl på, og så gik det ellers i gang. Kenneth Danielsen mødte Mikkel Asmussen, mens Mads Lunøe mødte Mads Bjørnå. Alle 4 sejlede på ekstremt højt niveau, og der blev både disket op med backloops, store frontloops og tweaked pushloops på spring siden. Mens waveridingen bød på aerials, taka’er samt radikale turns. I sidste ende tog Kenneth dog sejren over Mikkel, mens Mads Lunøe akkurat slog Mads Bjørnå på en super bølge, og dermed kunne Kenneth og Lunøe avancere til winnersfinal.

Inden denne blev sejlet, skulle kampen om 3 pladsen dog først afgøres. Vinden var taget endnu en smule af, og både Mikkel Asmussen og Mads Bjørnå var på det store grej. Begge leverede super waveriding i et vanvittigt tæt heat, men da Mads Bjørnå satte et backloop, mens Mikkel kun stod et frontloop var 3 pladsen hjemme, og Mads Bjørnå kunne se sig selv stå på podiet.

2013_05_10-11_Klitmoller_1

Herefter blev det winnersfinal tur til at blive sejlet. Vinden lå på samme niveau som i loosersfinal, og både Kenneth og Lunøe var på deres største grej. Igen blev der leveret rigtig god waveriding i den aftagende vind. Kenneth havde måske en bølge en lille smule bedre end Mads’s, men da Kenneth kun fik revet et frontloop rundt i den lette vind, mens Mads Lunøe landede et fint backloop, gik sejren til Mads Lunøe, som dermed kunne vinde sit første dbo wave stævne! Tillykke.

2013_05_10-11_Klitmoller_12

 

2013_05_10-11_Klitmoller_2

 

2013_05_10-11_Klitmoller_3

Efter kåring af vinderne i wavekonkurrencen, blev det besluttet at afholde skippermøde lørdag kl 11, da der var en lille chance for vind hen på eftermiddagen.

 

Til skippermødet lørdag så udsigten for resten af dagen ikke fantastisk ud, men da klokken blev 14 kom en lille brise ind, og flere sejlere riggede op. Rasmus Øgelund var testkanin, men efter 1 planingstur på 30 minutter, og en aftagende vind, blev det besluttet ikke at skyde nogen supersession i gang, og præmieoverrækkelsen blev sat til kl 19.
Nogle få sejlere gik dog ud i den meget lette vind alligevel, heriblandt Asger Øgelund og Nikolaj Klitgaard for at fange lidt letvindsbølger, mens Mathias Eitzh riggede slalomgrejet til og fyrede den af. Bodyboards’ne fra NASA blev selvfølgelig også taget i brug, og ellers blev der hygget i klubhuset.

Efter præmieoverrækkelsen var der DM i ølpong, som senere blev til NM, EM og til sidst VM. Og efter endt single og doubleeliminering, tog dommer Bjørn Ribens sejren sammen med gæstestjerne Adam!

2013_05_10-11_Klitmoller_5

 

Wave/freestyle udvalget vil gerne takke for et godt og sjovt stævne, og glæder sig meget til at se jer alle til næste stævne på Venø d. 25-26 maj.

 

Også stort tak til Line Wittrup og Emmelie Stjerna for hele dagen at sidde bag kameraet og sikre os nogle gode billeder:

https://plus.google.com/photos/118319050440905203850/albums/5877839362864878641?banner=pwa

Resultat freestyle:

1: Rasmus Øgelund

2: Esben Borregaard Streit

3: Asger Øgelund

4: Kasper Bøttern

5: Nikolaj Klitgaard

 

Resultat wave:

1: Mads Lunøe

2: Kenneth Danielsen

3: Mads Bjørnå

4: Mikkel Asmussen

5: Sara Sommer

5: Mathias Eitzh

5: Michal Dziewiecki

5: Esben Borregaard Streit

9: Asger Øgelund

9: Ron Johansson

9: Louise Kollander

9: Lucas Morten

9: Rasmus Øgelund

9: Rasmus Rask

9: Nikolaj Klitgaard

9: Eric Larsson

17: Kasper Bøttern

17: Ted Larsson