I weekenden blev Venø Water Stars afholdt i smukke omgivelser på øen i Limfjorden. Venø Efterskole havde igen i år stået for et fantastisk arrangement, og med 11 freestyle deltagere blev det til en super konkurrence med vind både lørdag og søndag og gennemført single samt doubleeliminering.

På første dagen startede vinden let og byggede langsomt op i løbet af dagen. Freestyle konkurrencen blev sat i gang kl 14.30, da dette gav mulighed for at vinden tog rigtig til, og at de deltagende i Venø Rundt også kunne stille op i freestyle konkurrencen. Vinden var i NNØ hvilket gav en lille smule fralandsvind, men også fladt vand tæt på land, og større chops længere ude. Perfekte forhold til en god konkurrence.
Alle folk var på deres største grej, da vinden var let og en lille smule hullet, hvis man valgte at gå helt ind under land for at imponere dommerne på tæt hold. Derfor blev heatlængden også sat op til 10 minutter og i de 2 første runder blev kun de 2 bedste moves scoret på hver halse.
Desværre var der ikke mødt nok juniore op til at oprette en klasse for sig, men endnu en gang viste dem der var med, at der er masser af krudt i den danske freestyle ungdom, og sejlede rigtig stærkt med i A-rækken.

Veno_Waterstars_2013_1

Første heat så netop junior Mads Jepsen mod Frederik Johansen, mens Christian Justensen sejlede mod Morten Frey. Mads viste mange flotte manøvre og stod stabilt sine vulcans igennem heatet, men det var svært mod en modstander som Frederik, der både lavede spocks, flaka’er og switchmoves. Også Morten Frey kæmpede alt hvad han kunne, og med stor kreativitet fik han sat mange moves, men Christian Justensen viste stærkt at han ikke bare kan levere i en race-konkurrence, men også smide spocks/clewfirstspock på begge halser samt spinloop og dermed tage sejren.
Herefter blev det Ole Hasholts tur til at vise hvad han kunne mod Nicolaj Klitgaard, mens Frederik sejlede mod Kasper Bøttern. Ole, der har trænet det meste af vinteren i Vest Australien, sejlede et yderst stærkt heat, og selvom Nicolaj stod sine tricks, var der ikke noget at gøre mod en godt sejlende Ole. Kasper sejlede også godt og gav den gas med vulcanforsøg på begge halser, men Frederik demonstrerede igen et solidt repetoir og kunne avancere.
Dernæst blev det Jonas Knudsen, der skulle på vandet mod Emil Bøgh, mens Christian Justensen tog kampen op mod Rasmus Øgelund. Heatet var på super højt niveau, og Christian var igen skarp med sine spocks på begge halser og var foran i heatet i lang tid. Rasmus formåede dog at holde hovedet koldt og fik i de sidste minutter sat tricks nok ind til at slå Christian. Også på den anden side af heatet blev der givet fuldt gas med mange tricks. Flaka’er, spocks, eslider og switchchacho blev fyret af, men i sidste ende fik Jonas sat flere tricks ind, og kunne dermed gå videre til semifinalen

Veno_Waterstars_2013_2 I semifinalen blev formatet sat op til 3 tællende moves ud af 6 forsøg pr. halse, for at give sejlerne mulighed for at vise større diversitet.

Ole Hasholt sejlede mod Frederik Johansen, mens Jonas Knudsen var mod Rasmus Øgelund.
Niveauet i semifinalerne var virkelig højt og der blev sat mange tricks på begge halser fra alle parter. Ole fik udfyldt sin score med mange flotte tricks, så da Frederik akkurat ikke fik sat nok tricks på styrbord, kunne Ole se sig videre til Winners final.
Også Rasmus og Jonas fik sat utroligt mange tricks, men endnu engang viste styrborden sig vigtig, så idet Jonas heller ikke fik scoret et sidste move på styrbord, gik sejren til Rasmus, der dermed skulle sejle winners final mod Ole.

Inden finalerne kunne afholdes, løjede vinden desværre, og det blev derfor besluttet at vente til om søndagen, der med en god vejrudsigt kunne sikre at finalerne blev afholdt i gode forhold.

Veno_Waterstars_2013_3

Søndag mødtes alle sejlere til skippermøde kl 10, vinden skulle tage til i løbet af dagen, og det så også sådan ud da de første sejlere begyndte at hoppe på vandet kl 11. Desværre ville vinden ikke helt som vejrudsigten havde lovet og droppede igen kort efter. Et par timers venten kom vinden dog endelig igennem, og finalerne blev skudt i gang.
Først skulle Frederik Johansen sejle mod Jonas Knudsen om 3 pladsen, og trods god sejllads fra Frederik med mange gode tricks i sær på bagbord, måtte han se sig slået af en stærkt sejlende Jonas, der stort set ikke faldt en eneste gang.
Herefter blev det Ole og Rasmus’s tur til at sejle om guldet, og der blev virkelig givet gas fra de to træningskammerater. De matchede hinanden langt igennem heatet med både shaka’er, doubleflaka’er spocks, eslidere og meget mere, og selvom Ole fik sat en meget teknisk svær Kono på bagbord, måtte han se sig slået da Rasmus landede en perfekt onehanded airfunnel 900.

Veno_Waterstars_2013_4

Straks efter singleelimineringen var færdig, blev doubleelimineringen skudt i gang.
Her sejlede Christian Justensen mod træningskammeraten og upcoming freestyler Nicklas Borgen, mens Emil Bøgh mødte Mads Jepsen. De to juniore Mads og Nicklas gav den alt hvad de kunne, og der blev smidt nogle gode vulcans. Men da både Emil og Christian fik sat både spocks, flaka’er og switchtricks måtte de to ellers stærkt sejlende juniore se sig slået af de mere erfarne Emil og Christian.
Derefter sejlede Morten Frey mod Nicolaj Klitgaard, der diskede flot op med gode vulcans og spocks. Morten var igen kreativ med bodydrags, duckjibes og meget andet, men i sidste ende blev det Klitgaard der avancerede.
Det var også Klitgaard der i heatet efter tog kampen op mod rivalen Kasper Bøttern, mens Emil Bøgh sejlede mod Christian. Klitgaard havde mange gode forsøg på både vulcan og spocks, men da ingen af dem blev stået, vandt Kasper endnu et opgør med sikre tricks.  Christian kæmpede også godt mod Emil, men den rutinerede Thurøsejler lavede et perfekt heat med stor diversitet, og kunne dermed gå videre.

Veno_Waterstars_2013_5

Herefter blev det nummer 3 og 4 fra singleelimineringen til at forsvare deres placering. Jonas Knudsen mod Kasper Bøttern og Frederik Johansen mod Emil Bøgh. Kasper kæmpede godt mod Jonas, men Jonas var sikkert sejlene og med mange gode moves kunne han avancere.
Heatet mellem Emil og Frederik var måske dagens tætteste, og de to Thurødrenge matchede hinanden move for move. Flaka720, spock, clewfirstspock, eslider og puneta var bare nogle af de tricks drengene leverede. Men da Emil fik sat en flaka på styrbord, hvor Frederik kun havde switchstance, kunne Emil avancere med en højere diversitets score.

Dermed var det nu Emil’s tur til at tage kampen op mod Jonas Knudsen, og endnu engang blev det et super tæt heat. Begge sejlere leverede og gennem hele heatet var de fuldstændig lige. Jonas hev en flaka på styrbord op ad hatten, og da han i de allersidste sekunder stod en eslider540 på styrbord gik sejren i hus.

Veno_Waterstars_2013_6

Han skulle derfor møde Ole Hasholt i forhåbning om at gå hele vejen, men desværre løjede vinden en smule inden heatet. Begge sejlere kæmpede dog alt hvad de kunne og pumpede sig flot ind i mange svære tricks. Jonas manglede en lille smule mere power end Ole, som utroligt nok fik sat hele 8 moves i den lette vind. Og dermed var resultatet at Ole kunne gå videre til endnu et heat mod Rasmus Øgelund.

Også her var vinden let, men endnu engang gav sejlerne alt hvad de havde og pumpede sig igennem. Rasmus kom ud med frisk energi og landede gode tricks på både styrbord og bagbord, mens Ole netop havde sejlet et fuldt pumpeheat mod Jonas, og måske var det dette der gjorde at han akkurat ikke fik sine tricks sat på styrbord. Rasmus kunne dermed slå Ole endnu engang, vinde Venø Water Stars Freestyle og fortsætte sin sejrsrække.

Veno_Waterstars_2013_7

Niveauet stiger og stiger for hvert stævne, og det skal blive spændende når de næste freestylestævner bliver skudt af i efteråret.

Wave/freestyle udvalget vil gerne takke alle for et super godt stævne. En stor tak til Venø Efterskole for det flotte arrangement og til de mange elever, lærer og Asger der var så søde at tage billeder. Også en stor tak til Morten Frey og Kasper Bøttern der i fællesskab har filmet og smidt en superfed eventvideo sammen!  https://vimeo.com/67067635

Tv2midtvest var også forbi søndag og lavede dette korte indslag: www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=25158

Flere billeder kan findes på Venø Water Stars facebookside: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.462801157128273.1073741829.106231569451902&type=1

Vi glæder os meget til at se jer alle til Danmark mobilt stævnet 25-26 august!

Resultat:

1 Rasmus Øgelund

2. Ole Hasholt

3. Jonas Knudsen

4. Emil Bøgh

5. Frederik Johansen

5. Kasper Bøttern

7. Christian Justensen

7. Nicolaj Klitgaard

9. Nicklas Borgen

9. Mads Jepsen

9. Morten Frey