DBOs’ wave/freestylestævne i pinsen blev en anderledes oplevelse. Det blev et stævne med rig mulighed for at få nye venner og genfortælle gamle røverhistorier til gamle venner. Lørdag morgen vågnede vi til skarp sol og behagelig temperatur – men ingen vind. Til gengæld diskede Klitmøller igen op med sin specialitet: surfbare bølger uden vind. Så skippermødet skulle hurtigt overstås, så vi kunne komme i gang med dagens vandsportsaktivitet: surf- og supkonkurrence.
Lørdagssup
Bølgerne kom rullende i hyppige sæt op til hovedhøjde, så der var nok til alle. De 16 deltagere blev inddelt i firemands heats, hvor de to bedste gik videre til næste runde, som i en almindelig windsurfelimination. I de første to runder så deltagerne friske og stærke ud og fik mange bølger, men efterhånden som vi nærmede os finalen var der knapt så meget krudt tilbage i armene. Deltagerne kunne selv bestemme, om de ville bruge SUP-eller surfboards, og det lykkedes et par deltagere at kæmpe sig frem i eliminationen på surfboards.
Line Wittrup lavede yndefulde pirouetter på sit surfboard, og kæmpede sig videre. Og hun tog sig også en slapper ned ad bølgen. Tim Van Dam viste sig ligeledes som en habil bølgesurfer og endte på en fjerdeplads blandt de skrappe suppere. Bomstærke Peter Bering tog tredjepladsen, og han tog også fighterpræmien som den, der sled mest. Som dagen skred frem skilte to deltagere sig ud: Mads Bjørnå og Simon Thule. Begge fik dagen igennem de højeste scorer fra dommerne, som havde svært ved at vælge en vinder. Mads Bjørnå endte øverst på podiet med et minimalt forspring til Simon Thule. Begge deltagere viste gode evner til at læse bølgen og få det maksimale ud af forholdene, men Bjørnå var en anelse mere selektiv i bølgevalget, og det betalte sig altså.
Det var nok vandsport for den dag, syntes deltagerne, og vendte tilbage til Klubhuset, hvor der blev fortalt røverhistorier i det ubarmhjertige solskin. Dagen blev afsluttet med grillet fjerkræ og andre former for kød o.s.v. indtil solen gik ned. Og det gør den ikke rigtigt i Nordjylland på denne årstid. Så de morgenfriske fortsatte ud i det thy’ske natteliv, indtil tusmørke blev til solopgang.
Søndagsmegasup
Søndag startede som lørdag med sol fra en skyfri himmel – og stadig ingen vind. Skippermøde blev holdt kl. 10.00, og da der ikke var udsigt til vind, men stadigvæk rullede fine bølger ind, blev deltagerne inddelt i fire hold og sendt ud på to megasups, som Rasmus og Malthe Øgelund havde med fra Copenhagen Surf School.
En megasup kan holde en masse mennesker flydende på samme tid – op til 10, afhængig af kropsvægt, naturligvis. Dommer Lars Bjerregård blev sendt ud som bøje, måske 100 meter ude, og så blev der ellers pisket skum op. I starten blev deltagerne hyppigt smidt af brædtet, men det så ud, som om de ret hurtigt lurede finten og fik styr på teknikken og samarbejdet. Hvis det ene hold fangede en god bølge på vej indad, kunne de let vinde heatet med 50 meters forspring. Men det kunne ligeså godt være det andet hold, som fangede den gode bølge og vandt. Fra stranden var det mest underholdende element i konkurrencen dog, når alle deltagerne blev fejet af brættet på én gang, når brættet kom til at ligge skævt på bølgen – og kæntrede. Resten af dagen gik med at sammenligne røde overkroppe og pander – og flere røverhistorier fra de store verdenshave. Til aften blev der igen tændt op i grillen foran klubhuset – det blev en lidt mere stille aften end dagen før med præmieoverrækkelse, bordtennis og officiel afslutning på stævnet. Wave/freestyleudvalget nærstuderede vejrudsigten for mandag og besluttede til sidst, at der ikke ville være vind nok længe nok til at kunne få et resultat i kassen.
DBO wave/freestyle vil gerne takke alle deltagere for eksemplarisk opførsel. Og tak til Brian Engblad, vores fremragende og flinke fotograf. Og stor tak til vores sponsorer, som gør det muligt at afholde stævner:
Aktivt Velvære
Klitmøller Rigwear
Westwind Vorupør
Starboard/Severne Danmark
Nystrup Camping
Og så håber vi på mere vind til næste stævne i oktober. På gensyn.
DBO wave/freestyle