Jeg deltog ved årets sidste afdeling af Rollei Long distance race, på den tyske ø Fehmarn. Stævnet var et såkaldt langdistance race, hvor windsurferne skal tilbagelægge en længere distance per sejlads, end normalt. Konceptet er meget simpelt, alle surfere er på standby hele september, og hvis der kommer en god vejrudsigt, indkaldes der til sejlads om fredagen, med start næste morgen. På den måde er man sikker på at komme ud at sejle, i stedet for at spilde en hel weekend uden vind.
Jeg sluttede på en samlet 3. Plads efter nogle meget stabile sejladser, med hhv. 4 tredje pladser samt 1 sjette plads. Stævnet var godt besat med 82 deltagere fra hele Tyskland, heriblandt flere danskere (Viktor Smith + Berit, Christian Carstens og Jens Vester). Heriblandt var flere topsejlere, bla verdensmesteren Gunnar Asmussen samt vice verdensmesterenVincent Langer, begge fra Tyskland. Det blev da også Gunnar Asmussen, som løb med en suveræn sejr med rene førstepladser.
Skiftende forhold
Om lørdagen var der skiftende forhold, og det startede meget let ud. Folk riggede det store grej og der blev hurtigt sat en udsættelse. Jeg listede ud sammen med nogle af de andre danskere på 8.6, og det spillede egentlig fint. Der gik dog ikke længe før det blæste op og jeg riggede i stedet min 7.0 + 97l bræt. Det viste sig også at være den rigtige beslutning, da vi fik utrolig god luft til første sejlads. Jeg kom godt fra start og hang godt på Vincent Langer, som havde rigeligt at se til på det store udstyr. Langt i front var Gunnar, som fuldstændig styrede showet. Resten af dagen blev mere eller mindre en gentagelse, da jeg konstant fik gode starter og havde en god fart ud mod første mærke. Nogle gang var jeg måske udenfor top-3 ved førstemærke, men hurtige snævre vendinger om mærket gjorde at jeg kom godt af sted. En enkelt sejlads var jeg nr. 2, men blev overhalet for fulde tryk af Dennis Müller mod andet mærke. Både Vincent og jeg havde fået tang på finnen, som var et stort problem på Fehmarn i år, og vi prøvede desperat at hoppe det af. Det havde måske været min største chance for en andenplads, men sådan gik det ikke. Det blev til 3x 3. Pladser for mig, ganske tilfredsstillende, da det er en forbedring fra i starten af sommeren, hvor jeg var på Fehmarn og sejle med mange af de samme ansigter.
Om aftenen var vi alle godt trætte, så det blev til etvarmt bad, noget mad og så ellers på hovedet i seng og slappe af. Jeg glædede mig som et lille barn og kunne dårligt nok sove. Jeg vågnede flere gange om morgenen, fordi jeg bare ønskede vi snart skulle sejle. Der var lovet 25+ knob, og jeg elsker disse forhold. Jeg havde en idé om at jo mere jo bedre, da jeg tit har klaret mig godt i blæsende forhold.
Søndag var afgørelsens dag
Desværre var vinden ikke helt med os, og vi måtte i stedet indse at den stærke vind havde valgt at blive væk. Tangen var til gengæld kommet ind for fuld styrke, så man skulle konstant hoppe den af. Jeg blev hele dagen på 7.0 og 97l igen, da jeg langt bedre kan accelerer på dette setup, med det samme der er vind. Til gengæld har jeg mine problemer når vinden bliver for let (>15 knob) samt hvis der skal skæres. Og det skulle der nemlig! Jeg formåede at klare mig godt igennem i en meget let sejlads med skæring, men denne blev desværre aflyst efter jeg var kommet i mål, øv! I en af pauserneville jeg rigge min 8.6 i stedet, da vinden var blevet meget let. Desværre træder jeg en pløk op i foden, som nogen har fastspændt en presenning med. Den var skarp og blottet og det rev min fod op inde i svangen. Jeg var i tvivl om jeg ville sejle videre og risikere noget, jeg har dårlige erfaringer med atfortsætte. Jeg valgte dog alligevel at fortsætte, efter at have tapet den godt ind med tape. Om jeg ville det eller ej påvirkede det mig. Jeg kom halvskidt fra start, væltede ved første mærke efter en anden sejler væltede ind i mig. Heldigvis blev den afblæst! I sidste sejlads kom jeg halvskidt fra start igen og kom aldrig bedre op end nr. 6. Når man sejler i så store felter på en 8-tals bane er det utrolig svært at komme tilbage fra en dårlig start, da vandet bliver så utroligt rodet og vinden så forfærdelig ustabil.
Jeg er rigtig godt tilfreds med at slutte som nr. 3, da langdistance race normalt ikke er forbeholdt små sejlere. Jeg er kun 171 cm. Og vejer 74 kg. På en god dag, så der er langt op til sejlere som Gunnar Asmussen, som er 186 cm. Og vejer 112kg. Størrelsen hjælper til at sejle stærkt, specielt på længere strækninger, da man med fordel kan bruge sin vægt.
Nu venter en lille pause atter fra windsurf, efter episoden med pløkken. Det medførte et åbent sår i foden, som skal have ro til at vokse sammen, inden den atter må på arbejde i de danske farvande.
Danni Jakobsen // DEN-64