010

Der var fokus på Formula og Slalom, da 30 surfere fra hele landet samledes til påsketræning med udgangspunkt i de forskellige surfspots omkring Skive. Efter fire dages intensiv træning kunne deltagerne rejse hjem med masser af gode tips – og temmelig lange arme.
Deltager-antallet på 30 var ganske vist et stykke under sidste års niveau, men påsken lå tidligt i år, og vejrudsigten så ikke for lovende ud, så mange valgte at blive hjemme. Deriblandt to grupper på hhv 12 norske og 6 svenske surfere, men også mange danskere regnede ikke med at forholdene blev fornuftige til træningen. Der tog de imidlertid fejl.
Torsdag og fredag var vinden i sydlige retninger, og hele gruppen kørte fra basen på Strandtangen i Skive til Glyngøre i den nordlige ende af Skive Kommune. Her blev der trænet både Formula og Slalom i fine forhold, og efter i alt 22 sejladser på anden dagen, var der mindre energi tilbage, da feltet tredje dag kørte til Gyldendal i vest. Med høj sol og vindstyrker op til 10 m/s var forholdene her optimale til slalom, men træningsiveren var sænket en del. På træningslejrens sidste dag blev der trænet Formula i Skive i silende regn og med de sejeste på startlinjen.
Der var mange nye ansigter blandt deltagerne, og meget tyder på at der er basis for at få nye deltagere med til de fremtidige ranglistestævner. Nogen talte om at starte op med ØGP, og andre var klar til både rangliste og ØGP.
Juniorfeltet gjorde stort indtryk på trænerteam’et. Der blev virkelig gået til stålet, og det var tydeligt at alle havde rykket sig rigtig meget gennem vinteren. Det bliver sjovt at følge juniorerne i de kommende stævner!
Konceptet med påsketræningslejren er, at det meddeles på Facebooksiden ’SKIW Racing’ hvor og hvornår den følgende dags træning finder sted. Trænerne lægger baner og kører friskt på med starter og sejladser i 3-4 timer fra middagstid. Ind imellem – og efter dagens træning – er der tid til gode råd om trim og teknikker. Alle praktiske foranstaltninger står deltagerne selv for.
Alle er velkomne uanset teknisk og fysisk niveau, og man deltager som man har lyst til, og på det niveau som passer den enkelte bedst. Nogen formår at deltage i alle sejladser – det er primært juniorerne – mens andre starter sæsonen langsomt op, og springer måske hver anden sejlads over.
Trænerduoen Christen Justesen og Torben Kornum står for arrangementet, der afvikles hvert år i påsken.
Gennem årene har de hjulpet med at hente mange internationale medaljer hjem til den lokale klub, men efter at sønnerne Christen og Sebastian er blevet selvhjulpne, lægges kræfterne nu i nye talenter og kommende kapsejlere. Med hjælp fra lokale sponsorer og Maritim Center Skive er der investeret i trænerbåd, bøjer og alt hvad der kræves af udstyr for at afvikle såvel træning som nationale kapsejladser.
Torben Kornum fortæller: Vi har det sjovt med at afvikle god træning og sejladser, og vi arbejder rigtig godt sammen om det. Vi kan lægge en god 6-punkts på 20 minutter, så vi sikrer mest mulig sejlads og mindst mulig spildtid for deltagerne. Det skal være enkelt og overskueligt for alle at kapsejle, også de helt nye, som dukker op.
Christen Justesen: Vi lægger stor vægt på at deltagerne i vores træningsgrupper lærer at arbejde sammen. Det gælder både juniorer og ældre deltagere, men i princippet også forældrene, som bakker de unge op. ”Sammen bliver vi bedre” har vist sig som en platform der skaber resultater, og derudover skaber den også en stemning, som gør det sjovere at komme til stævnerne, og at bruge så mange timer, som der skal lægges i for at blive en dygtig kapsejler.
Billeder og korte videoer fra årets træningssamling kan ses på Facebook siden ’SKIW Racing’