Rønbjerg var et nyt spot for nogle, men en kærkommen tilbagevenden for mange af os gamle, som i 90’erne havde mange kampe på dette altid vindsikre sted. Største dyst var nok i 94, hvor en hvis ung Albeau blev verdensmester.

Denne weekend skulle slaget stå mellem os almindelige dødelige windsurfer, og NWK havde i længere tid lagt sig på sinde at Rangliste stævne nr. 2 skulle slå og vende den hurtigt faldende deltager kurve. Målsætningen var helt fra starten 30 deltagere i ranglisten og 30 deltagere i Open Fun sejladserne. Mange mente at dette var et urealistisk mål, og en enkelte var ligefrem lige ved at vædde om man kunne nå denne målsætning.  I år har DBO reklameret for den forholdsvis nye Open Fun klasse, og især NWK havde brugt kræfter på at lokke hobby surferne ud af busken, ved at lave en flot invitation som var sendt ud til klubberne i Danmark. Den forklarede ganske enkelt, hvad det hele drejede sig om. Grundig forberedelse og en vindblæst vejrudsigt gjorde at ikke mindre end 61 windsurfere stod på Rønbjerg havn i silende regnvejr for at deltage i dagens sejladser. Her af var 30 tilmeldt Open Fun sejladserne.

På skippermødet bød stævneleder Bent Niss deltagerne velkommen, og dagens program blev præsenteret. Deltagerne skulle sejle slalom på en 3 punkts downwind bane og med start og mål inde ved land. Starterne skulle afvikles med to indledende heats i rangliste sejladserne, efterfuldt af 2 indledende heats i Open Fun klassen. På baggrund af placeringerne skulle der sejles finaler i både rangliste og Open Fun sejladserne.

Alle røg, straks efter skippermødet på vandet, for at teste deres slalom gear, og jeg tror de fleste blev lidt overrasket over hvor meget vind (og regn) der egentlig var, så flere riggede ned og var derefter klar til kamp … meeen så skete der det som ikke måtte ske … den ellers så vel dimensionerende dommerbåd havde en lidt for lille sjækkel til det store anker, og båden mistede sit anker. Derved begyndte båden at drive og efter 2 timers massen med at få banen og båden på plads opgav man og lagde i stedet to gummibåde som start linjen. Der skal stor ros til Christen Justesen fra SKIW, som egentlig bare skulle have været skipper i backup båden, men i stedet endte med at agere dommerbåd hele weekenden.

De første 4 indledende heat blev hurtigt skudt af sted og alle stod efterfølgende på land spændt for at se, om man var gået videre. Desværre havde dommerne store problemer med at kende surferne fra hinanden og derfor blev måltagning lidt forsinket. Så der skal fra dommerens side lyde en stor opfordring til at sejlerne får tydelige sejl numre i deres sejl. Efter lidt venten blev de 4 finaler skudt af sted og de forløb alle flot. Det var imponerende flot at se de mange deltagere i Open Fun klassen, kaste sig ud i lørdagens strabadser. Selv om vinden var i syd øst, var der pænt store fjordbølger i Løgstør Bredning, og vindmålingerne toppede med 14m/s. Flere af deltagerne havde aldrig deltaget i en konkurrence før og måtte da også erkende at deres nuværende erfaring og teknik måske ikke slog til under disse forhold. Flere måtte udgå og flere havde problemer med at nå at krydse tilbage imellem sejladserne. Derfor valgte arrangørerne også at droppe de indledende sejladser i Open Fun klassen – og kun sejle finale i dagens sidste sejladser. Efter 20 starter skød overdommeren dagens sejladser af, og folk kunne pakke sammen. På det tidspunkt var folk godt trætte, men samtidigt super glade … jeg snakkede med flere Open Fun deltagere, som havde haft en kanon dag med gode kampe og sjove sejladser. På stævnets hjemmeside havde NWK givet gode råd til førstegangs deltagere – og man havde understreget vigtigheden af at møde op velforberedt. Jeg tror dog en enkelt Open Fun sejler havde taget for let på denne opfordring – for midt under sejladserne blev Christian Lübke fra AAWK “haste hjemkaldt” af sin kone – som troede, at fødslen af deres første barn var gået i gang. Senere viste det sig dog at være falsk alarm, men jeg er sikker på at Christian har pumpet hendes cykel – næste gang han tager til Rønbjerg.

Dagen blev afsluttet med præmieoverrækkelse for lørdagens Open Fun sejlads og efterfølgende fælles spisning.

Placeringerne i Open Fun faldt således:
Top 3 i Open:

1. Teis Juul Bolduc – NWK
2. Viktor Schmidt – Kolding Windsufing Klub
3. Mads Jepsen – Juelsminde

Top 3 i Junior:

1. Mads Jepsen – Juelsminde
2. Jan Dyrholm Madsen – SKIW
3. Casper Jepsen – Juelsminde

NWK havde i dagens anledning allieret sig med ikke mindre end verdensmesteren i Grill, som havde sammensat en super menu som nok skulle få tænderne til at løbe i vand hos de fleste. Af highlights kan nævnes, forskellige salater og pasta med to slags dressing, bagte kartofler med kryddersmør, Durum Baguette rustic, Bearnaisesauce, kalveculotte, marineret kyllingebryst, mexican og chili, BBQ hotwings, nakkekoteletter med BBQ krydderi og ikke mindst pølser. Det var lige noget folk kunne bruge og det lille klubhus på Rønbjerg havn var tæt pakket til bristepunktet med sultne og trætte vandhunde.

Søndag startede super godt med solskin, fin vind og start lige lidt over 10.30. Stævne ledelsen havde, for nogens undren, valgt at fortsætte med samme heat inddeling fra lørdag, hvilket gjorde at deltagerne i det hårde heat 1, stadig skulle kæmpe lidt mere for at komme i guld finalen (det passede nu undertegnet ret godt ). Vinden svingede noget mere om søndagen og folk måtte teste meget mere mellem sejladserne for hele tiden at have styr på om man var på rette grej. Søndag betød også nye deltagere, da Open Fun sejladserne blev afviklet som 1-dags stævne, og hvis en skulle have fair play pokalen skulle det nok være Thomas Kjærgaard fra NWK som stillede op til konkurrence for første gang. Han kom godt fra start, men havde svært ved at komme i planning, da han havde tang på finnen. Dette er et meget almindeligt fænomen i Aalborg, men efter første mærke runding blev det dog for meget. Da Thomas hoppede i vandet for at fjerne tang fra finnen, kunne han konstatere at finne coveret stadig sad på! Da det kom af gik det noget bedre.

Afviklingen af sejladserne forløb bedre søndag, så der var overskud til at give sejlerne en velfortjent pause, og muligheden for at spise frokost i klubhuset. Kl. 12:38 blev sejladserne genoptaget for en kort stund, da det pludselig blev nødvendigt at udskyde starten, da der kom en sejlbåd på tværs af banen. Båden var kommet fra Løgstør med kurs mod Skive. Bådens urutinerede besætning var blevet overrasket over, hvor kraftig vinden var omkring Rønbjerg, og da båden fik motorstop måtte man i hast forsøge at sætte sejl. Det var med nogen undren at surferne kunne iagttage båden komme lige imod startlinien med slingrende kurs og sejl, som knap nok var halet hjem. I sidste øjeblik fik besætningen båden på ret kurs, og søgte ly i Rønbjerg Havn. Besætningen var dog lettere rystet, da de så feltet af surfere komme lige imod dem.

Søndag havde stævnet også besøg af borgmester Knud Kristensen, som med stor interesse overværede de sidste finaler sammen med Dorte Jepsen – formand for Rønbjerg Sejlklub.

Open Fun Top 3 - Open

Efter 20 starter var klokken blevet 15 og man valgte derfor at afslutte stævnet og gå over til præmieoverrækkelse. Der var indgivet to protester, som lige skulle behandles først, så NWK fik hurtigt tændt op i grillen – så ventetiden ikke blev for lang.

I søndagens Open Fun sejlader faldt placeringerne ud således:

Top 3 i Open:
1. Teis Juul Bolduc – NWK
2. Martin Mygdam – NWK
3. Niels Christian Pedersen – NWK

Open Fun Top 3 - Youth

Top 3 i Youth:
1. Teis Juul Bolduc – NWK
2. Mads Jepsen – Juelsminde
3. Julie Kornum

Open Fun Top 3 - Junior

Top 3 i Junior:
1. Mads Jepsen – Juelsminde
2. Casper Jepsen – Juelsminde
3. Sissel Riis Dahl Pedersen – SKIW

 

 

 

 

Rangliste Top 3 - Open

 

 

 

I ranglistesejladserne faldt weekendens placeringer ud således:

Top 3 i Open:

  1. Brian Røgild / DEN-173
  2. Kasper Juul Larsen / DEN-11
  3. Kurosh Kiani / DEN-13

Rangliste Top 3 - Master

Top 3 i Master:

  1. Brian Røgild / DEN-173
  2. Nikolaj Kruppa / DEN-4
  3. Mikkel Asmussen / DEN-153

Rangliste Top 3 - Grand Master

Top 3 i Grand Master:

  1. Steen Lauritsen / DEN-500
  2. Henrik Carstens / DEN-8
  3. Heine Andersen / DEN-378

Rangliste Top 3 - Youth

Top 3 i Youth:

  1. Sebastian Kornum / DEN-24
  2. Christian Justesen / DEN-26
  3. Mathias Eithz / DEN-181

Samlet resultat fra rangliste stævnet i Rønbjerg
Open Fun resultater lørdag og søndag.

Som afslutning vil jeg gerne takke arrangøren for en fantastisk weekend i Rønbjerg. Det er første gang at NWK er arrangør af et stævne, og trods en del fodfejl, må man sige, at klubben har lagt ud med en kanon premiere og formået, at skabe det første stævne med seriøs stor deltagelse i Open Fun klassen.

Se også resultater på hjemmesiden, da der kan være kommet rettelser? Og tak til dem, som er kommet med små historier fra stævnet, det er jo ikke nemt at høre alt når man tøffer rundt ude på vandet.

God vind, Bo DEN-213