MadsDBO indkalder alle wave/freestylere til sæsonstart i Kristi Himmelfartsferien. Stævnet løber over 4 dage: 5-8/5, så vi øger sandsynligheden for at få noget vind og nogle resultater i kassen. Der konkurreres i 3 klasser: junior, herre A og kvinder. I 2016 er konceptet ændret, så første stævne tæller til årsranglisten. Andet og sidste stævne i efterårsferien tæller både som særskilt DM og til årsranglisten, så wave/freestyle altså i 2016 kårer såvel rangliste som danmarksmestre.

Vinteren har været mild og danmarksmestrene fra 2015 har haft rig lejlighed til at holde formen ved lige. Der er også blevet trænet under varmere himmelstrøg, kan vi se, men er det nok til at forsvare titlerne? Hvad skal der til for at blive rangliste- eller danmarksmester i wave eller freestyle? I 2015 blev wave afgjort på styrbord i en brandstorm i Hvide Sande, og selv om begge stævner i år finder sted i Klitmøller og omegn, er det sjovest, hvis man kan vise noget på begge halser. I freestyle bliver der sejlet på både fladt vand og i brænding, og vi vil nok komme til at se en del dobbeltmoves i 2016. Men først og fremmest gælder det om at vise, hvad du har i posen, når hornet lyder.

Du behøver ikke være danmarksmester for at stille op, men tænk, hvis du vandt? Der vil som sædvanlig være fine præmier fra DBO’s sponsorer, og hvis der er interesse for det, vil vi lave fællesspisning lørdag aften med mad fra slagteren i Vorupør. Der bliver i hvert fald fest lørdag aften, og rig mulighed for at fare vild i mørket i Thy. Tilmeldingen til stævnet foregår på klubmodul, og vi foretrækker, at du tilmelder dig online. Det gør alting så meget nemmere for os – derfor koster tilmelding på dagen ekstra.

 

Vi glæder os til at få skudt sæsonen i gang og se en masse nye ansigter, og gamle, i Klitmøller

 

DBO wave/freestyle