Gran Canaria eller nærmere bestemt Pozo, er kendt for at være et af det mest vindsikre og blæsende windsurf spot i verden. I år udeblev vinden dog og i de sidste 25 år som stævnet har været afholdt er det kun sket engang tidligere at der ikke er blevet sejlet. Den sidste stævne dag kom der dog en smule vind så der blev afholdt en ikke tællende supersession.
Efter et vindløst stævne på Gran Canaria, var det en lettelse at komme til Tenerife med en vejrudsigt der var mere eller mindre perfekt. Vejrudsigten lovede vind hverdag, og en stor syd swell, som er ret usædvanlig om sommeren.
Overdommeren Duncan Combs spildte ingen tid, og efter registreringen blev første heat skudt i gang. Mit første heat var mod Peter Volwater fra Holland. Peter er en gammel ræv i World Cuppen, og har mere erfaring end de fleste, så jeg vidste, at der ikke var råd til at lave nogen fejl. Mit heat gik rigtig godt, og jeg lavede ingen fejl, og vandt også heat med en overbevisende 3-0 sejer på dommerne.
Mit næste heat var nu med den lokale, og en af stævne favoritterne Alex Mussolini. Jeg vidste at Alex var en stor mundfuld, og selvom jeg mere eller mindre sejlede et fejlfrit heat, så løb Alex alligevel med sejren. Det betød at jeg endte på en 9 plads i single elimineringen.
Vinden forsatte med uformindsket styrke hele ugen, og vi kunne forsætte direkte med dobbelt elimineringen, da singlen var sejlet færdig. Jeg var nu seedet et heat videre, og ventede på vinderen af heatet i første runde. Det blev endnu engang en hollænder, men denne gang Martin Ten Hoeve. Jeg har sejlet et par gange mod Martin efterhånden, og har indtil videre vundet hver gang. Jeg sejlede endnu engang et ret godt heat, men havde lidt svært ved at time sæt bølgerne, da den usædvanlige syd swell var begyndt at drille lidt. Men jeg vandt dog stadig heatet med en 3-0 sejer.
Næste heat var mod Adam Lewis, som har boet de sidste mange år her på Tenerife. Adam sendte mig ud af konkurrencen sidste år her på Tenerife, så jeg var ret opsat på at få revanche. Vinden var nu taget en del til i styrke, og forholdene var mere eller mindre perfekte. Jeg fik sat et rigtig godt heat sammen, og havde en god mave fornemmelse da jeg sejlede ind fra heatet. Desværre havde Adam også et rigtig godt heat, og selvom point forskellen kun var 2 points, så var det alligevel Adam der vandt. Jeg var dog ikke helt tilfreds med bedømningen, da de havde scoret ham mere for et normal pushloop end for mit tweaked pushloop. Efter lidt diskussion frem og tilbage med overdommere, gav han mig i sidste ende ret, men mente ikke at heatet skulle sejles om. Jeg var selvfølgelig ikke tilfreds med denne beslutning, men der var ikke mere jeg kunne stille op. Det er nogen gange det der sker når man bliver bedømt på denne måde. Jeg endte derfor på en 13’ne plads hvilket jeg selvfølgelig er rigtig godt tilfreds med, men jeg følte også jeg havde sejlet godt nok til en bedre placering.
Nu ser jeg bare frem til næste World Cup i Klitmøller i september.
Kenneth Danielsen / DEN-38