Indmeldelse i DBO – Hvordan/Hvorfor?
Indmeldelse i Dansk Brætsejler Organisation kan ske via vores medlemsportal hvor du også kan betale dit kontingent, nemt er det.

Det årlige kontingent udgør:

Senior kr. 500,-
Youth & Junior kr. 250,-

Man er Junior til og med det år man fylder 19.

For at gøre det enklere for dig har vi oprettet en medlemsportal hvor du nemt kan betale kontingent, tilmelde dig stævner mv.

Hvis du ikke allerede er medlem af DBO benytter du funktionen opret profil og indtaster derefter dine informationer – altsammen fra medlemsportalen.

Velkommen i DBO, en klasseorganisation, som organiserer kapsejlads for windsurfere over hele landet. En række stævner og arrangementer, som kan tiltrække sejlere med forskelligt niveau. I alle klasser og stævner er du lige velkommen om du er ny på kapsejladsbanen, eller om du evt. er garvet fra andre sejlsports klasser. I Danmark sikrer DBO et maksimum niveau på det sportslige plan – dvs. dommere, officials skal have et højt niveau, og regler skal være gennemskuelige og til at forstå. Sejlerne på banen skal opføre sig ordentligt, og ingen inden for dansk windsurfing prøver at skabe “idol status”, så det skulle være lige til for nye medlemmer at komme i gang med aktiviteterne.

Når du optages som medlem, får du tildelt et medlemsnummer, dette er samtidig dit DEN-sejlnummer, og du er den eneste der har ret til at benytte dette nummer. Når du er medlem af DBO får du ret til at deltage i de stævner, som DBO arrangerer i samarbejde med forskellige surf-/sejlklubber over hele landet. Du kan blive udtaget til vore forskellige landshold, og dermed deltage i internationale stævner, hvor du også kan opnå økonomisk støtte fra Dansk Sejlunion.

Alt det med småt:
Udmeldelse af DBO: Hvis du ikke ønsker fortsat medlemsskab af DBO skal udmeldelse ske skriftligt til kassereren inden 31/12 året før udmeldelsen skal træde i kraft. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at undlade at betale kontingent. En person kan først genoptages som medlem, når eventuelle restancer er blevet betalt!

Ved manglende betaling slettes du af vores kartotek, og dit sejlnummer frigives.

Adresseændring: For at vores kontakt til vore medlemmer skal fungerer problemløst, skal du sørge for skriftligt at meddele adresseændring til DBO, send gerne en mail til kassereren, eller ved skrifteligt henvendelse til DBO’s kasserer. Hvis vi ikke kan sende post til dig, slettes du fra vore kartoteker, og dit DEN-nummer er derved inddraget, hvis kontingentet ikke er betalt.

Hvad er Dansk Brætsejler Organisation?
Dansk Brætsejler Organisation er en klasseorganisation for kapsejlere inden for windsurfing. DBO er ikke en traditionel klub, men en overbygning til din lokale sejl-/surfklub. Vi arrangerer aktiviteter over hele landet, men står aldrig selv for afviklingen – det gør klubberne altid. Det er derfor, DBO kræver, at du skal være medlem af en sejl-/surfklub før du kan blive medlem af DBO.

I dag arbejder DBO primært for kapsejlere, som ønsker lidt mere udfordring, end de kan få ved klubbens lokale arrangementer. Dette arbejde er meget velfungerende, og vi ønsker derfor at udvide vores virke til hele brætsporten. Derfor gik vi for et par år siden ind i flere nye spændende tiltag.

DBO er p.t. opbygget omkring nogle udvalg, som er aktivitetsbestemte. Vi har bla. et kapsejladsudvalg og et wave/freestyle-udvalg. Disse udvalg har hver udpeget en formand, som sammen med DBO´s formand og kasserer udgør DBO´s bestyrelse. DBO afholder generalforsamling ved et af de sidste kapsejladsstævner i året, og hvis du kunne tænke dig at præge udviklingen, burde du melde dig som foreningsfrivillig.

Tak til vores sponsorer

Ønsker du at være sponsor for Dansk Brætsejler Organisation? Kontakt vores sponsoransvarlige og hør mere om dine muligheder på sponsor “@” dbo.dk