Vejrudsigten sagde: Klitmøller kalder, men da vi endelig stod deroppe Store Bededag, var der knap så meget vind i sigte. Der var dog et spinkelt håb om, at der skulle komme et pust fredag aften, men det fordampede i det solrige vejr. Deltagerne brugte dagen i bølgerne på revet, hvor der altid er bevægelse og fik sol i panden og trætte arme. Kl. 18 sagde vi tak for i dag.

Asger

Lørdag morgen tog en flok sejlere og dommere til Thy Cablepark i Thisted, som netop var åbnet for 2015. Vi fik 2 timer helt for os selv før den officielle åbning af kabelparken, hvor DBO’s sejlere viste, at de kan mere end at windsurfe. Wakeboard og windsurfing er ikke det samme, men deltagerne viste sig omstillingsparate til nye udfordringer og læringskurven var stejl. De flinke mennesker i kabelparken udlovede en t-shirt for bedste move, og vinderen blev Asger Øgelund, som denne gang var med som dommer i windsurfkonkurrencen. Billedet viser tydeligt hvorfor, men spørgsmålet er om Asger kan passe t-shirten. Han er efterhånden blevet en stor dreng. Resten af lørdagen fik sejlerne fri til at nyde gode vejr i Thy.

 

Ofte sker der uventede ting i vejret, når et stævne forløber over 3 dage, og søndag blev vi stillet i udsigt, at vinden ville komme kl. 17 fra sydøst og tage til i løbet af aftenen. Kl. 12 var de resterende sejlere klar i Krik, og så begyndte vi ellers at vente – først med 1 time mellem skippermøderne, senere med en halv times mellemrum. Og kl. 17 var der vind til freestyle. Nicolaj Klitgaard repræsenterede A-klassen helt alene, så for at give ham selskab besluttede vi at rykke 3 juniorer op i A-klassen med omgående virkning. Derud over fik de også afgjort deres egen juniorrangliste. Noah og Jonathan Willumsen og Andreas Pedersen er herefter både A- og juniorsejlere. De resterende A-freestylere har travlt nu, da deltagerne ved dette stævne har et godt udgangspunkt i kampen om DM – fra og med i år er det sådan, at den samlede vinder af ranglisten også er danmarksmester. Og lige nu har disse 4 sejlere et resultat allerede i modsætning til dem, som ikke deltog.

Efter et enkelt afblæst heat var vinden tilstrækkelig stabil til, at vi kunne køre lige igennem og få afviklet konkurrencen. Formatet blev 12 min. heats og sejlerne blev scoret på 4 bedste moves ud af 8 forsøg på hver halse. Noah og Nicolaj vandt deres heats og endte i finalen, og Andreas og Jonathan, kæmpede om 3-4 pladsen. Vi fik mange gode takter at se fra de unge sejlere: der blev sat spocks, flakaer og Noah havde endog forsøg på shaka. 16 årige Noah Willumsen viste, at det ikke var en tilfældighed, at han vandt overalltitlen for wave og freestyle i 2014 og vandt finalen over Nicolaj Klitgaard. I kampen om 3-4 pladsen vandt Jonathan Willumsen et tæt heat med Andreas Pedersen.

 

Efterfølgende tog vi et 3 mandsheat med juniorerne for at få afgjort juniorranglisten, og igen blev det Noah Willumsen,krik3 der trak det længste strå med en sammenhængendeperformance og god stil – men de andre puster ham i nakken. Klokken var blevet 19, og det var blevet tid til at tage afsked med Thy og bevæge sig østover. Men vi kommer igen til NM i freestyle i Rønbjerg til en konkurrence, hvor de danske sejlere vil få kompetent modstand af den svenske og norske elite. Og NM tæller også med i ranglisteresultatet.

 

DBO

Wave/freestyle