Som alle ved, så blev Danmarks Mesterskaberne afholdt i Skælskør, og selvom vejrforudsigelserne var fantastisk gode, så var der overraskende lidt tilmeldte. Og mange flere efter-tilmeldinger kom der heller ikke. På dette tidspunkt af året melder sygdommene sig, og det var i hvert fald én af årsagerne.
I alt blev vi altså kun 22 deltager, så der var masser af plads på startlinjen, men mållinjen til gengæld, var lille og svær at ramme på fuld slør. I blandt feltet var der to fra Sverige, hvor den ene er Ulf Sjöstedt, som er en hård negl i Grand-Master divisionen.

Op i toppen af feltet, i top 4, var der tæt kamp om første, anden, tredje og fjerde pladsen mellem Sebastian Kornum, Brian Røgild, Christian Justesen og Nikolaj Kruppa. De skiftedes til at indtage de forskellige placeringer, men i sidste ende blev det mere opdelt, hvor Sebastian Kornum og Brian Røgild kæmpede om titlen som Danmarks Mester, og Christian Justesen og Nikolaj Kruppa kæmpede for at få placeringen på podiet – nemlig 3. pladsen. Sebastian og Brian endte med samme antal point, men da Sebastian havde den bedste fratrækker, løb han altså af med sejren. På tredje pladsen var det Christian Justesen, der sneg sig ind foran Kruppa med blot ét point.

I midten af feltet havde nogle unge talenter vist udvikling. På en hendholdsvis 10. og 11. plads lå Frederic Ørum og Frederik Sommer, der havde god fart over feltet trods de bølgede forhold. Vinden var nemlig delvist pålandsvind, og skabte dermed et par bølger. Dog ikke noget der ligner Vesterhavet, men det kræver teknik at tackle dem.
Da vinden var konstant over feltet, havde det ingen betydning for hvilken side men tog. Den vigtigste faktor var den perfekte ‘layline’ (den direkte vej op til mærket), hvilket kræver et godt øje og teknik

Christian Justesen (3.), Brian Røgild (2.), Sebastian Kornum (1.) og Nikolaj Kruppa (4.)

.

Blandt kvinderne havde en ny deltager meldt sig på banen –  Natasha Bate fra Nivå – som klarede 6 ud af 8 sejladser i den gode vind og svære forhold. Dog løb Anissa af med sejren i Kvinde-divisionen.

DM er dog ikke helt slut og fortsætter denne weekend i Køge. Så kom glad, og medbring gerne lidt vind i sejlende  🙂

Resultater ses her