Vores unge danske windsurfer Jonas Thyme (DEN-171) befinder sig lige nu på Fuerteventura til Dunkerbeck GPS Speed Challenge. Jonas var tidligere på året til ungdoms slalom Verdensmesterskaberne 2017 i Frankrig, hvor han fik en super flot 3. plads i et ellers rigtig svært felt. Han har bevist at han kan sejle hurtigt, og nu er han taget til Fuerteventura for at sejle Speed – en disciplin som kun handler om at sejle stærkt og hvor farten er målt på med gps. GPS Speed Challenge afholdes af windsurf legenden Björn Dunkerbeck som er halv dansker.
Vi har fået en lille update dernede fra:
“Så er halvdelen af stævnet ovre, og det er gået over alle forventninger! Forholdene på Fuerte er lidt tricky med hullede vind og vandet er ikke pandekage fladt, som man ellers vil foretrække til speed. Alligevel har min fart været rigtig god! Faktisk så god, at jeg ligger i front med 4 bullets ud af 4 mulige, så det kunne ikke været gået bedre! Jeg var så uheldig at ødelægge min bom og min 6,3’er allerede første dag, men alle her er super flinke og hjælpsomme, så jeg har lånt mig frem til en ny bom. Sejlet afleverede jeg hos den lokale sejlmager i morges og fik det leveret på stranden 3 timer senere, respekt! Der er super gode vibes her på fuerte! Hang loose.”
Jonas har sejlet 34,26 knob, hvilket svarer til 63.44 km/t. Så styrter man, så slår man smut på vandet.