14516397_1119564484781208_7330368280511086577_n

Grundet dårlig projektledelse fra formanden for kapsejladsudvalget, er der indkommet 2 stævnerapporter fra DM-finalen i Lynæs:

Set med unge, klare junior-øjne:

Sidste afdeling af det danske formula/slalom DM blev afholdt i Lynæs. Lørdag startede ud ret sløjt. Vinden skulle komme op af dagen, hvilket den også gjorde. Desværre ikke helt nok til at sejlerne kunne få et par formula sejladser i hus. Så lørdag blev en no-action dag på stranden. Om aftenen havde Lynæs disket op med lækker grillmad. Der blev spist godt, så alle var klar til en søndag med bedre vejrudsigt.

Søndag kunne både byde på formula og slalom. Dagen startede ud med lidt lettere vind end meldt. Sejlerne blev sendt på vandet til de første formula sejladser. Desværre var vinden under grænsen, så der blev sejlet 2 fun sejladser. Forholdene artede sig op af dagen, så sejlerne blev sendt på vandet igen. Den eneste udfordring var de enorme tangklatter rundt på banen. Der blev gennemført to gode sejladser i god vind, hvor hele feltet var godt med. Banen var ikke så lang, så det blev til to hurtige back-to-back sejladser. Efter sejladserne blev dagen skudt af, og de samlede danmarksmestre skulle kåres. Tak til Lynæs sejlklub for at afvikle et godt stævne, Jan Nielsen for skarpe billeder og til dommerne Brian og Jens Peter for nogen gode sejladser.

Resultater formula/slalom DM 2016:
Junior
1. D-171 – Jonas Thyme
2. D-291 – Niklas Lillelund
3. D-43 – Simon Nors
Youth
1. D-15 – Mads Jepsen
2. D-431 – Peter Nors
3. D-322 – Nicklas Borgen
Women
1. D-85 – Anissa Mohrath
2. D-482 – Anne Louise Alsted
3. D-611 – Natascha Bate
Master
1. D-4 – Nikolaj Kruppa
2. D-245 – Martin Funch
3. D-1111 – Peter Hollænder
Grand master
1. D-1111 – Peter Hollænder
2. D-8 – Henrik Carstens
3. D-777 – Steen Buck
Open
1. D-4 – Nikolaj Kruppa
2. D-80 – Frederik Poser
3. D-15 – Mads Jepsen
Klubmatch
1. Nivå Bådelaug
2. Kalundborg Sejlklub
3. Østfyns Brætsejlerklub

God vind og på gensyn næste år!
Jonas Thyme DEN-171

Set med en Grand Masters erfarne blik:

Med 3 måneder til jul var det tid til 6. og sidste Formula/Slalom DM stævne i 2016. Umiddelbart kunne det lyde som et af de kolde stævner, hvor sommerdragterne bliver afløst af de lidt tykkere dragter. Men sommeren var over Lynæs, og vi havde over 20 grader, blå himmel og masser af dejlig sol. Vinden havde meteorologerne ikke lovet så meget af, men i Lynæs kan der godt komme termik i syd- og østlige vindretninger, så håbet om god vind var bestemt til stede. Planen var at sejle 4 formula sejladser og derefter slå om til slalom, hvis vinden var til det.

Lørdag fik vi ingen tællende sejladser, da vinden var alt for let og ustabil. Banen blev taget ind, og vi kunne nyde det dejlige vejr resten af eftermiddagen. Nogle også aftenen i Lynæs, da Lynæs sejlklub havde arrangeret en dejlig grill aften.

Søndag begyndte med et par starter, som dog måtte skydes om til Fun-sejladser undervejs. Men så kom vinden rigtigt ind ved 12-tiden, og vi fik 2 rigtigt gode formula sejladser.

Med samlet 19 formula sejladser og 11 slalom runder, blev Nikolaj Kruppa Danmarksmester i flot stil med guld i både formula og overalt, samt en bronze i slalom – stort tillykke. Danmarksmester i slalom blev Kasper Juul Larsen – også stort tillykke. Begge er også master (+35) og blev dermed også danmarksmestre i masterklassen. Flere unge sejlere som Mads Jepsen, Peter Nors, Nicklas Borgen og Jonas Thyme begynder også at markere sig, så de ældre herrer får nok mere kamp om pladserne næste år.

Jeg vil slutte af med at rette en kæmpe tak til alle de frivillige der gør disse stævner mulige. En speciel tak til dommere og medhjælpere som sidder i en vuggende båd dagen lang , samt DBO kasserer Steen Buck og DBO formand + diverse, Nikolaj Kruppa. Jeg håber, der kommer flere folk, som gerne vil give en hjælpende hånd i DBO i 2017. Så hold øje med indkaldelse til generalforsamling!

Tak allesammen for endnu en herlig surfsæson
Peter Hollænder, DEN1111

Se alle resultater på https://dbo.dk/?page_id=247