Vejrudsigten var ikke specielt lovende, men de lokale ved, at når vinden er NV eller SØ, så er der næsten altid mere vind i Veddelev.
Og ganske rigtigt… Klokken lidt i 11 var der pludselig fin vind til de store slalomsejl, og vi blev sendt på vandet. Dommer Brian fra Nivå lagde en downwind-bane nord for Kongeriget Elleore med 3 jibe-mærker fra Starboard, hver på størrelse med en mindre bil.
Vinden på banen var stabil og uden huller, så starterne blev afgørende. Der blev sejlet 3 sejladser i træk før frokost, hvor klubben tradition tro sørgede for grillpølser – og Red Bull piger (lidt mindre traditionelt 🙂
Efter den opkvikkende frokost fortsatte back-2-back slalom-sejladserne. Brian Røgild havde vundet 3 ud af de første 5 sejladser, og Nikolaj Kruppa de 2 andre, så 6. og sidste sejlads ville blive den afgørende finale. På de første 2 ben lå det stort set lige, men ved 3. og 4. mærke viste Brian Røgild med 2 perfekte jibes, at han er den ubestridte Konge af Fjorden (og fjordrejerne).
Før vi kunne nå at spise dagens 2. gang grill-pølser og pakke sammen, var der præmie-overrækkelse med præmier fra Neil Pryde, og endelig kom den traditionsrige Vikingehjelm på hovedet af den lokale Kong Brian. På 3. pladsen kom endnu en lokal fjordreje, Martin Funch, efterfulgt af Sebastian Kæmpe og DBO-kapsejladsformand Henrik Carstens.
Veddelev Surfklub og Dommer Brian har nu en perfekt score med perfekte forhold og perfekt gennemførelse hvert eneste år til DBO King of the Fjord Slalom.
Nikolaj Kruppa / DEN-4
Resultater fra Veddelev stævnet kan ses her og Jan Nielsen var på pletten og tog en masse fine billeder fra stævnet, de kan ses i DBO’s billed galleri.