IMG_4717

Bjørnå

Med 4 dage til rådighed kunne det ikke gå galt, tænkte vi i DBO wave/freestyle. Men et solidt højtryk havde bidt sig fast i Thy, og Klitmøller leverede for en gangs skyld ikke varen. Til gengæld fik deltagerne suppet, surfet, solet sig – og festet på Stalden. Torsdag bød på let fralandsvind med usædvanligt gode bølger på revet ved Klitmøller, og det officielle DBO SUP-surfmesterskab sponseret af Westwind Klitmøller blev sat i gang. DBO’s wave/freestylere viste, at de kan andet end brætsejlads og viste flot niveau på både SUP og surfboards. Den lokale windsurfveteran og Danmarksmester i waveperformance Mads Bjørnå tog sejren med flydende og effektiv bølgeridning på SUP’en. Noah Willumsen må have tilbragt en del tid på et longboard, og tog andenpladsen med afslappet og langhåret flitsbuestil. DBO wave/freestyles nye mand, Nicolaj Klitgaard SUP’ede sig til tredjepladsen.
Bølgerne blev ved med at rulle ind på Ørhage, og vi besluttede at de unge mennesker skulle have fri resten af dagen til at få lidt kulør i de blege ansigter.

Fredag gav ikke meget håb om vind, og vi besluttede, at holde en officiel fridag. Men dagen sluttede med fællesspisning i NASA’s klubhus sammen med den lokale surfskole.

Podiet med præmier fra Westwind

Podiet med præmier fra Westwind

Lørdag så på papiret god ud: 8-10 m/s fra sydøst, og vi satte kurs mod Krik med skippermøde kl. 8. DBO wave/freestyle har før været heldige med at få et freestyleresultat i kassen dernede, men denne gang snød Krik os. Vinden var særdeles springende, og det lykkedes os ikke at få gennemført tællende sejlads. Til gengæld fik vi et par West Wind supersessions i kassen, hvor bedste move var afgørende. Andreas Pedersen har fået helt styr på sine spock 540 og tog førstepladsen med en af slagsen. På andenpladsen kom Nicolaj Klitgaard – også med en fin spock, og Noah Willumsen flakaede sig til tredjepladsen. Vi forsøgte at få den officielle konkurrence i gang i 2 forsøg, men begge gange var det nødvendigt af afblæse heatet, fordi vinden droppede fuldstændig. I stedet tog vi en supersession mere, som dog ikke talte til podiet. Kl. 16 besluttede vi, at deltagerne ikke kunne tåle mere sol på én dag og vendte snuden mod Klitmøller.

Søndag var der igen sol over hele linjen, og uden håb om vind eller bølger, holdt vi afskedsceremoni med præmieoverrækkelse kl. 12, så folk kunne nå hjem, før det blev mørkt. Simmer Style Danmark havde leveret stævnets hovedpræmie: en lækker våddragt efter eget valg. Mikkel Lambæk fra Thurø vandt den fine præmie for god sejlads. Og fordi han har brug for en ny dragt. Westwind Klitmøller havde sponseret de øvrige præmier: fine T-shirts, sexwax og fingersurf

Mikkel Lambæk med hovedpræmien: en dragt fra Simmer

Mikkel Lambæk med hovedpræmien: en dragt fra Simmer

Vi håber, at Klitmøller leverer medvind til årets afsluttende stævne i efterårsferien, så vi kan få nogle resultater i kassen og delt nogle DM-medaljer ud. Tak til Thy og tak til deltagerne for god ro og orden. Og tak til Simmer Style Danmark og Westwind for gode præmier.

På gensyn til oktober

DBO wave/freestyle