
Sail Extreme i Kerteminde bød lørdag kun på 2-5 m/s, men da iQFOiL-klassen kan sejle helt ned til 3 m/s, kom der alligevel fire slalom-sejladser i hus. Frederic Ørum vandt de første tre sejladser over de unge OL-håb fra Århus. Frederic sejler dog med en foil fra den frie udviklingsklasse Formula Foil, mens de øvrige sejler på det olympiske iQFOiL-udstyr, som er 100% One Design (ingen ændringer siden 2020). Og når vinden er under 5 m/s, har den dyrere foil et lille fart-overskud. I dagens sidste sejlads fik Malthe Lillelund dog alligevel en enkelt sejr.
Søndag var vinden stadig let men mere stabil, og nu var Rasmus Blakskjær hurtigst og vandt 4 ud af 6 sejladser. I den stabile vind ligger alle ret tæt, og når man skal runde et mærke med 20-25 knob, kan der opstå lidt tvivl om vigepligten. Men efter et par snakke med DS’ udviklingstræner Markus Nielsen blev det ikke til nogen protester (der plejer at være en protest ca. hver andet år).
Med yderligere seks slalomsejladser løb Alexander Trampe fra Hellerup med sejren i U19 Youth foran Kåre Kavin og Magnus Lund fra Århus. I Senior-klassen lykkedes det Frederic Ørum fra Nivå at holde fast i 1. pladsen fra lørdag med et enkelt point ned til Rasmus Blakskjær.
Tak til SailExtreme for et godt stævne, vi glæder os til næste weekend, hvor der skal sejles Marathon rundt om Venø.
Hvis der skulle være nogle flere drenge og piger, som kunne tænke sig at sejle en klasse med masser af fart og sjov, så kom til Scouting-camp med DS-træner Markus Nielsen i Nivå lørdag den 6. juni. Mere info her.
Og for de voksne, der ikke har tid til at træne så meget som de unge med OL-ambitioner, så er Formula Foil en perfekt mulighed for at købe sig til lidt ekstra fart!
Se flere billeder på sejlsportsfoto.dk og resultater på manage2sail.com
